International Ungdomsbevægelse: Forvandl verden med ideernes kraft

Se på USA gennem de sidste 30 år. Levestandarden for en typisk familie—det fysiske forbrug—er halveret. Kvaliteten af lægehjælp er også omtrent halveret. Uddannelsesniveauet er omtrent nul i forhold til tidligere. Dagens universitetsuddannede er en anden, ringere art—og de var ret dårlige for 30 år siden. De har næsten nået det lavpunkt, som det britiske kongehus nåede.

Se på Europas tilstand. Listen over de store industrier, der engang fandtes. De store banker. De schweiziske banker. Det mægtige Japan. Vi ser på hele denne planet en opløsning af civilisationen. Det tidligere Sovjetunionen. Mellemøsten. En døende civilisation. Og så Afrika, hvor prins Philip i 1961 forpligtede sig til at forsvare dyrene—sine formodede slægtninge, gorillaerne i Rwanda. Det er hans opfattelse af mennesket.

Hvad betyder dette? Inden vi vender tilbage til Afrika—hvad betyder dette for denne civilisation, som Afrika er fanget i?

Hvad er mennesket?

Hvad er mennesket? Mennesket er ikke—i modsætning til hvad prins Philip mener—en abe. Det kunne være en abe, hvis det valgte at være det; vi skal nok finde en zoologisk have til ham. Men mennesket er ikke af natur en abe. For mennesker, hvis de var aber eller som menneskeaber, ville aldrig være blevet mere end nogle få millioner i antal på denne planet i løbet af de sidste to millioner års livsbetingelser. Et abelignende menneske kunne ikke opnå et højere befolkningsniveau på denne planet på noget tidspunkt i de sidste to millioner år over nogle få millioner individer. Men mennesket befolkede ved udgangen af det 14. århundrede i Europa planeten med flere hundrede millioner—omtrent det niveau, det havde under Romerriget. Og siden det 15. århundrede er planetens befolkning steget til over fem milliarder. Og generelt, indtil midten af 1960'erne, skete der en generel forbedring af menneskers levealder og livsbetingelser.

I Centralafrika falder levealderen—selv uden folkedrab. Sygdomme, der var halvt besejret, vender tilbage: Lassa-feber, Ebola, HIV raser. Hungersnød sænker levealderen. Se på de sidste 400-500 år. Og på de sidste 30 år.

I de sidste 30 år har vi set et fald fra en civilisation, der øgede individets magt, forlængede levealderen, forbedrede levestandarden—og i de sidste 30 år blev alting værre. Var det en guddommelig handling? Hale-Bopp-kometen? Eller var det menneskets vilje, der bragte civilisationens ødelæggelse?

Menneskeheden er ikke et dyr. Vi er skabninger af ånden. Vi er skabt i Guds billede. Vi har magt til at udøve herredømme i universet. Vi kan ændre universets betingelser—øge vort antal, forbedre vort helbred, udvikle vore sind. Når noget går galt for menneskeheden, er det sjældent noget, den ikke selv har forårsaget.

Hvordan lever menneskeheden i forhold til universet? Ved ideer. Sproget blev ikke givet os; det blev udviklet. En hel række opdagelser afspejles i sprogenes udvikling. Det er opfindelser.

Her i Tyskland var der for omkring 500.000 år siden en civilisation i Harzen-regionen. I en Harz-mine opdagede man artefakter—et perfekt afbalanceret kastespyd af hårdttræ. Det er to istider før vor tid. Men alle disse ældgamle tider er tabt i tågen, hinsides de sidste seks-syv tusinde år af menneskelig eksistens.

Idéernes lager

I alle disse tusinder og hundredtusinder af år forinden frembragte vore forgængere opdagelser, der blev givet videre til deres børn. Disse opdagelser—sprog og alt det andet—kalder vi ideer. Menneskeheden er en skabning af ideer. Mange samfund er gået under, fordi de manglede en nødvendig idé. Andre opdagede idéen, der løste problemet. Dette lager af ideer, af al menneskelig bedrift, er nu legemliggjort i mennesker fra alle dele af planeten—hele menneskehedens fælles arv.

Sådan eksisterer vi. Vi blev ikke født i går og erobrede planeten. Vi eksisterer, fordi vore forgængere udviklede og praktiserede ideer, der blev givet os som arv. Når civilisationen bryder sammen, bør man ikke søge årsagen i en bestemt del. Opløsningens sygdom findes næsten overalt.

Hvordan sker dette? Mennesker styrer sig selv gennem deres sind—ideer, meninger, praksis. Der er noget galt i menneskehedens hoved. Noget er gået forfærdeligt galt, som ikke var så galt for 30 år siden. Vi accepterede dårlige ideer for 30 år siden på grund af mangler i den tidligere verdenscivilisation. Det, vi ser, er en civilisationskrise—og her kan man forstå Afrika.

Hvor står vi i dag?

Klokken er næsten midnat. Jeg ved ikke på hvilken dag eller i hvilken uge dette system vil bryde sammen, men det vil ske snart. Ikke om ti år, ikke om fem—det vil ske snart. Sammenbruddet vil ske, mens præsident Clinton stadig er præsident. Intet kan redde det finansielle system. Intet kan redde IMF. Det er Titanic—allerede læk og synkende. Hvis menneskeheden ikke stiger af Titanic, vil den synke med den.

Vi har set sådan noget før i historien—randen af en mørk tidsalder. Afrika har oplevet flere mørke tidsaldre. Massedød. Sammenbrud af levealderen. Nu ser vi dette på planetarisk niveau.

Som følge af de teknologiske og idémæssige ændringer gennem de sidste 500 år, der udstrålede fra Europa, steg verdens befolkning fra flere hundrede millioner til fem milliarder på omkring 500 år. Den største forbedring i de demografiske karakteristika i hele den kendte menneskehistorie. Den nuværende befolkning er resultatet af ophobningen af institutioner knyttet til den moderne nationalstatsøkonomi.

Det var den statslige udvikling af infrastruktur, den statslige fremme af offentlig uddannelse. Først den almene gymnasieskole i det 19. århundrede, dernæst adgang til universitetet i slutningen af det 19. og det 20. århundrede. Retten til universitetsuddannelse fandtes ikke i USA før slutningen af Anden Verdenskrig—GI Bill of Rights.

Nationalstatens ansvar

På dette idékompleks, denne uddannelse, afhænger befolkningsniveauet. Uden nationalstaten findes dette ikke. Det er nationalstatens ansvar at tage sig af hele territoriet og hele befolkningen—at sørge for uddannelse til alle. Uden nationalstaten sker dette ikke.

Regeringens ansvar er at styre økonomien—ikke at privatisere den. Privat initiativ, ja—men betingelserne må skabes. Uden jernbaner, veje, energi, vandforvaltning, uddannelse, regulering er dette ikke muligt. Hvis man ødelægger nationalstaten, hvad sker der så med befolkningsniveauet?

Vi har nu kunstige hungersnød på denne planet—påtvunget af IMF's, Verdensbankens og andre institutioners politik. Afrika kunne mere end brødføde sig selv med sit nuværende land, hvis det havde nationalstater og udvikling. Sammenbruddet af muligheden for menneskelig eksistens betyder en reduktion til omkring 20% af det nuværende niveau inden for to generationer—tilbage til det 14. århundredes niveau.

De ser dette ske i Afrika lige nu.

I Zaire for eksempel. Zaire gik i opløsning på IMF's ordre til Mobutu. Ingen hær, ingen administration. Lad landet falde sammen. Lad diamanthandlerne, metalkoncessionerne, guld- og oliekoncessionerne overtage det stykke for stykke. Opret enklaver—bevogtet af lejesoldater, ikke regering.

Og resten af territoriet, med én undtagelse, er ingenmandsland, hvor vilde bander jager hinanden. Med én undtagelse: højlandet omkring Victoriasøen, hvor europæere gerne vil bosætte sig. Desværre er dette smukke land overbefolket af afrikanere, der kan elimineres—for at gøre plads til europæernes huse.

Dette er kaosset, den nye mørke tidsalder—som Romerrigets fald eller banksammenbruddet i midten af det 14. århundrede. Afrikas sammenbrud er et varsel for hele planeten, medmindre vi frigør os fra de ideer, der er ansvarlige for det globale sammenbrud.

Kina er blevet væsentligt forbedret

Den eneste del af planeten, hvor dette mærkbart er blevet vendt, er under ledelse af den nyligt afdøde Deng Xiaoping i Kina i de sidste omkring 15 år. Kina er blevet væsentligt forbedret—med mange modsætninger, men klart forbedret. Det er den eneste del, der har set markant forbedring gennem nogen del af de sidste 30 år.

Resten af planeten er en katastrofe, der ligger i de indflydelsesrige personers ideer. Hvor mange forsvarer i dag neo-malthusianske ideer? At elefanter skulle være vigtigere end mennesker? At gorillaer skulle være vigtigere? Det er en idé.

Så man dræber mennesker for at beskytte en ubetydelig bakterie. Nogen opdager en mikroskopisk organisme og erklærer den for 'truet'. Eller en eller anden slags insekt—en variant af et insekt, ikke engang en art, blot en anden farve—der bliver en 'truet art'. Hvad gør man ved mennesker for at beskytte denne art i navnet af at beskytte den art? Det er en idé, en af umoraliteterne.

Hvem siger, at atomkraft er dårlig? Det mente man ikke for 30 år siden, og det var ikke dårligt. Som alt andet skal man bruge det ordentligt, man skal vide, hvordan man håndterer det. Man bør ikke give det til folk som medlemmer af den britiske kongefamilie, der er inkompetente til at håndtere den slags. Men Afrika har desperat brug for det! Uden den energitæthed, som kun atomkraftværker kan levere, kan man ikke levere det niveau af energitæthed, der kræves for at opfylde den afrikanske befolknings behov, det vil sige at opretholde en afrikansk ækvivalent til en europæisk levestandard og demografi.

Alt andet, samme sag. Frihandel: at ødelægge en nations ret til at beskytte sig selv, beskytte sin økonomi. Tag for eksempel ethvert afrikansk land. Man ønsker at oprette en industri? Regeringen beslutter at beskytte en bestemt industri eller en bestemt form for landbrug. Regeringen indgår handels- og toldaftaler—eller plejede at gøre det—for at gøre det muligt for den type landbrug, den type industri, at udvikle sig i landet. Og man ville yde beskyttelse mod udenlandsk konkurrence for denne industri for at opbygge den, for uden den sakker man bagud.

Hvad skete der med det? Globalt samfund—den uhæmmede globale udbredelse af økonomisk opløsning. Folk går fra land til land og opretter slaveværksteder i 'outsourcingens' navn, for så at flytte videre, hvor arbejdskraften er billigere. Under slave-lignende forhold bliver folk syge, og befolkningen bryder sammen.

Det er de vilkår, vi står overfor. Med dårlige ideer.

Hvordan tvinges menneskeheden til at udvikle nye ideer?

Vi tror på visse ting og handler derefter. Så når vi til et punkt, hvor systemet ikke længere virker. Det samme sind, der troede på de gamle ideer, erkender et faktum, der viser, at det gamle system ikke virker. Det er et paradoks. Sindet tvinges til at bruge sin skabende kraft til at gøre en ny opdagelse og handle derefter.

Dette system går mod enden

Menneskeheden når et sådant punkt. Systemet af frihandel, malthusianisme og parasitisme går mod enden. Det samme sind, der kan opfatte systemet og dets regler, kan også opfatte, at systemet som helhed ikke virker. Ingen betydningsfuld person i nationernes ledelse benægter—i hvert fald privat—at dette system i sin nuværende form går en umiddelbar ende i møde.

Lad os springe et øjeblik for at se politikken for Afrika. Som min ven Godfrey Binaisa ville sige: Dette er 'Rhodes-planen' under kong Edward VII—at affolke Afrika for 'overskydende' afrikanere. Beholde nogle få til tjeneste. Beskytte elefanterne til den britiske aristokratis fornøjelse. Bevare Afrikas råstoffer til europæerne.

Det er præcis, hvad der sker. Afrikanerne elimineres—med lidt mere sofistikerede metoder end Hitlers, men lige så effektive: konflikter, hungersnød, sygdomme, IMF-betingelser. Tage naturressourcerne—guld, olie, diamanter. Og nogle få udvalgte ejendomme som Rwanda og Burundi, bestemt til salg til rige europæere.

Hvorfor gør de dette?

Dette er sket især gennem de sidste to år, siden begyndelsen af 1995 i massivt omfang. Folk i London erkender, at det finansielle sammenbrud er uundgåeligt. Intet kan gøres for at redde det internationale finanssystem. Altså: Lad os forberede os. De tager kontrol over verdens fødevareforsyning og naturressourcer. Lad pengene forsvinde, bankerne bryde sammen, grænserne falde.

Se på de 22 selskaber, der i dag kontrollerer 83% af Afrikas råstofproduktion. Med deres lejesoldater sidder de bekvemt på den ejendom. De gør det samme i Centralasien. Når verden bryder sammen, har disse folk allerede kortlagt alt og slås indbyrdes som aber i en zoologisk have om kontrollen med ressourcerne. Her står vi. Det anglo-hollandske oligarki står bag denne operation. Dette er det paradoks, vi står overfor.

Hvordan Afrika kan forandre verden

Er der en løsning?

Ja. Løsningen kræver magt—global magt. Og ideer, der må påtvinges denne magt. Herunder ideen om, hvad der sker i Afrika. Hvordan Afrika kan hjælpe med at forandre verden.

Magten ligger hovedsageligt to steder. I 1988 fremlagde jeg en politik for det sovjetiske systems forestående sammenbrud. Jeg holdt denne tale i Berlin den 12. oktober 1988. Jeg sagde, at Warszawapagten stod foran opløsning; Tysklands genforening var i sigte. Området fra Paris over Wien til Berlin er den største historiske koncentration af værktøjsmaskine-konstruktionskapacitet på denne planet.

I de fleste afrikanske lande har man ingen værktøjsmaskinekapacitet. Kun i Sydafrika findes kapacitet af betydning i hele Afrika. Denne kapacitet må forbindes med Asiens befolkningsmasser. Vi må mobilisere den tidligere sovjetøkonomis ressourcer.

Noget andet skete. Helga foreslog i 1989, mens jeg sad i fængsel, den 'Europæiske Produktive Trekant'. Europas centrum må mobilisere sig for at omdanne planeten—bruge det tidligere Sovjetunionens ressourcer sammen med Centraleuropa for at bringe teknologi til den tredje verden. Ideen om 'spiralarme'—som i galakser—må strække sig i udviklingskorridorer fra Atlanten til Stillehavet, til Det Indiske Ocean, til Afrika.

Det gik ikke helt sådan af forskellige grunde—politiske grunde. Men i tidens løb greb Kina dette, og Kina kaldte det en 'Silkevejspolitik'. Så i stedet for at have et forslag, som jeg oprindeligt havde foreslået, om at arbejde fra Centraleuropa, fra den store koncentration af tidligere produktivt potentiale, gennem spiralarme ind i andre dele af verden, udviklingssektoren, har vi nu en situation, hvor en udviklingsnation, en gammel nation men en under udvikling, Kina, nu tog initiativet til at skubbe den samme slags spiralarme tilbage mod Europa og andre steder. Nu kalder kineserne dette 'Silkevejsprojektet'. Vi kalder det generisk 'Den Eurasiske Landbro'. Og I vil høre mere om det i løbet af dagen og i morgen.

I denne uge skete der noget meget interessant. Lad os gå tilbage til den foregående uge: I Danmark skete der noget forfærdeligt—nå ja, forfærdelige ting sker jo i Danmark; det er jo Hamlets nation, ikke sandt? Hvor, husk slutningen på Hamlet, hvor—nogle af jer kender det måske, især de, der kommer fra engelsktalende lande—hvor Hamlet i slutningen af dramaet, ham der ikke kan træffe den beslutning, der ville redde selve Danmark, fordi det er en mærkelig idé, klamrer sig til sine gamle ideer, og han, og Danmark, ryger i spanden som resultat heraf til slut. Og så er det sidste ord i Shakespeares figur at sige: Lad os reflektere over disse begivenheder, mens de er friske i vores hukommelse, så vi ikke gentager denne fejl i et værk igen. Vi håber, at Danmark aldrig gentager denne fejl.

Men danskerne vedtog en resolution, der fordømmer Kina. Nu, nogle af jer ved måske, hvis I overhovedet har fulgt historien, at den fyr, der blev kong Edward VII af Storbritannien, var meget imod en idé, der kom fra USA; og kom fra USA via Tyskland og Rusland og så videre, som blev kaldt det store jernbaneudviklingsprojekt, som vi havde i midten af det 19. århundrede, hvor vi havde udviklet udviklingskorridorer på tværs af kontinentet fra Atlanten til Stillehavet ved hjælp af jernbaner.

Henry Careys jernbaneprojekt

Den politiske leder af USA's patriotiske fraktion efter mordet på Lincoln var Henry Carey fra Philadelphia. Carey foreslog med sine venner i Europa udviklingen af et jernbanenet fra Atlanten til Stillehavet og Det Indiske Ocean.

Inddraget heri var Japan (USA's allierede mod Storbritannien indtil 1894) og Sun Yat-sen (USA's protegé og Storbritanniens fjende), det moderne Kinas fader.

Ideen var at forene disse kræfter for at udvikle Centralasien og bringe USA's og Centraleuropas industrielle potentiale til Asien. Som svar organiserede briterne Første Verdenskrig og bragte Hitler til magten i Tyskland i 1933—for at forhindre dette. Tysklands naturlige impuls siden 1876-1879 har gået i denne retning.

Nu har kineserne grebet dette. Og briterne er fast besluttet på at ødelægge det—fører virtuel krig mod Kina, mod mig og forsøger at ødelægge præsident Clinton.

Nu, her er hvad politikken er: I har sikkert bemærket, at ugen efter at danskerne tilsluttede sig deres britiske herrer i at angribe Kina på menneskerettighedsområdet (såvel som menneskerettigheder for kannibalisme i det britiske sind), kom en gendrivelse af den svindel, der blev opfanget i den europæiske presse, om at USA havde støttet den danske resolution—hvilket det ikke havde; det var et britisk påfund, der blev tilskrevet USA. USA's regering benægtede det straks.

I denne uge i Moskva mødtes Kinas og Ruslands præsidenter. En historisk aftale blev indgået: Rusland vil deltage med Kina og de centralasiatiske nationer, herunder Iran, i store udviklingsprojekter. Indien forsøger at tilslutte sig.

Reaktionen: Præsident Clinton, udenrigsminister Albright og Japans Hashimoto støttede dette samarbejde mellem det tidligere Sovjetunionen og Kina.

Således opstår Landbro-projektet—muligheden for økonomisk genrejsning for planeten. Denne politik støttes af USA's præsident.

Maastricht-selvmordspagten

Europa fungerer ikke for tiden. Europæerne kunne ikke træffe beslutning om Balkan. Maastricht er en selvmordspagt—som Seneca i badekarret, der begår selvmord med mange snit. Det kaldes budgetnedskæringer. Frankrig ødelægges, Tyskland ødelægges—af egen hånd! Europa fungerer ikke.

Bortset fra det Britiske Imperium—som stadig eksisterer. Det Britiske Commonwealth er det Britiske Imperium. Storbritannien kontrolleres af et statsråd, et oligarkis organ, der har udvalgt kongefamilien som sin doge i venetiansk stil.

Det Britiske Imperium med dets finansfolk, store selskaber, Ostindisk Kompagni-levn kontrollerer hele Commonwealth—dets regeringer, finanser og udenrigspolitik.

Det er fjendemagten. Den eneste magt, der kan modstå dette, er en kombination af USA's regering og Kina med andre lande. Vi har brug for store infrastrukturprojekter over hele planeten for at vende de sidste 30 år og afhjælpe kolonialismens uretfærdighed. Roosevelt ville have forsøgt, hvis han havde levet.

For det andet må vi af med årsagen til vor nød—det store finansielle, monetære og økonomiske sammenbrud.

Alle kender selskaber, der går konkurs og rekonstrueres. Dette system er konkurs. Regeringerne må slå bankerne konkurs og skabe et nyt pengesystem i overensstemmelse med de store udviklingsprojekter.

Vi står overfor en katastrofe. I må handle. Handler I ikke, vil milliarder dø. Ingen tid til diskussion. Menneskehedens skæbne afhænger af få mægtige beslutningstagere.

De eneste, der kan gøre dette, er partnerne i en aftale mellem USA's præsident og Kina—magt nok til at bryde IMF-systemet.

Der er endnu en ingrediens. Intellektuelt er der specifikationer, der vil få systemet til at virke. Hvor finder vi lidenskaben til at handle? Det er det, der på græsk kaldes agapē. Når du gør en opdagelse, må du opretholde din koncentration, udvikle en følelsesmæssig kraft til at blive ved problemet, indtil du når en løsning. En computer har intet intellekt! Det er lidenskab.

Afrikas lidenskab

Lad os tale om Afrikas lidenskab. Afrikas lidenskab kan drive regeringer til at løse denne krise—bruge de eksisterende ideer og gøre dem virkelige.

Hvad er Afrika? I USA synes ingen i regeringerne længere at bekymre sig om Afrika. Der findes ingen vælgerkreds for Afrika. Men den kan skabes—det er en af de opgaver, vi arbejder på.

Hvad der nu sker i Afrika, rædslen ved det, må gøres klart for regeringerne—jeg tror, Kina vil acceptere det—men USA's regering og andre, med kræfter omkring dem. Rædslen. Det faktum, at vi tillader, at nationerne tillader, at det, der er foregået i Afrika, især i de senere år, kan fortsætte, er en fordømmelse af nationernes samvittighed. Og til disse nationer kan vi sige, at hvis I fortsat tillader, at dette sker i Afrika, har I ikke den moral eller impuls, der kræves for at redde jer selv fra den krise, der er på vej.

Så vi må med vor svaghed—og jeg taler om 'vi' i Afrika i dette tilfælde—vi må bruge selve vor svaghed som en kraft til at bevæge stormagterne. Og den magt, vi har i svaghed, er at bruge den fulde rædsel, selv ved navn, af det barn, der døde ved vejen... At sige: Den person døde, det barn døde, den kvinde døde, den mand døde, men de er ikke bare kvæg! Disse er individuelle mennesker, der dør i hundredtusindvis, nærmende sig millionerne. De bliver myrdet. De bliver myrdet af de mennesker, som I tager imod som værende salonfähig i regeringerne og lignende processer, i USA såvel som i Europa og Storbritannien. Hvem pressen i Europa og USA hylder som de store skikkelser...

Hvad med ansigterne, hvad med individualiteten, hvad med personligheden, den mulige fremtid for det barn eller den kvinde eller den familie? Hvad skal vi sige? Vi har dødens prøve, som vi må se i øjnene i vort eget liv. Det vil sige: Brugte vi blot denne dødelige eksistens til at opnå fornøjelse og tilfredsstillelse, eller brugte vi de talenter, der blev givet os, til at give dem tilbage, da vi døde, noget beriget? Gjorde vi noget af vore liv, som man siger i et enkelt sprog.

Vi er også ansvarlige for, hvad vi gør mod andre! Ikke blot mod os selv. Der er et menneske: hvem ved hvilket potentiale, der går tabt, når denne person dør som et barn ved siden af vejen? Og de er stablet op som brænde ved siden af vejen!...

Det er lidenskaben. Hvis I tillader det, hvad så med jeres barn, jeres søster, når tiden kommer? Hvem vil græde for dem? Hvis I kan tillade dette, mangler I den moralske egnethed til at overleve, og historiens vidnesbyrd er klart. I imperiers og hele civilisationers fald, når menneskeheden begår en fejl i de herskende ideer, straffes menneskeheden af ulykker. Og når civilisationer ikke reagerer på de ulykker, der således bringes over dem, så er universet således indrettet af Skaberen, at det gør noget for at rense sig selv for den sygdom, som civilisationen er blevet til. Og dette er en sådan tid. Og derfor, i Afrika, tror jeg, som jeg sagde i begyndelsen, at for at forstå Afrika må vi her i dette rum ikke tillade os selv at blive så optaget af detaljerne på jorden, at vi mister det overblik og den viden, der er nødvendig for at vinde.

Vi må stige op på bjergtoppen, hvorfra vi kan se fortiden og menneskehedens bredde, i det mindste på nogen afstand. Se, hvad der er sket med menneskeheden, og brug vor viden om de problemer, som magtcentrene står overfor, til at bruge selve rædslen over, hvad der er blevet gjort, de forbrydelser, der begås i Afrika, til at bruge det som en løftestang, til at tvinge mennesker til inden i sig selv at opdage—inklusive USA's præsident—at opdage lidenskaben til at gøre, hvad der er nødvendigt for at redde hele menneskeheden.