International Ungdomsbevægelse: Forvandl verden med ideernes kraft

Se på USA gennem de sidste 30 år. Levestandarden for en typisk familie—det fysiske forbrug—er halveret. Kvaliteten af lægehjælp er også omtrent halveret. Uddannelsesniveauet er omtrent nul i forhold til tidligere. Dagens universitetsuddannede er en anden, ringere art—og de var ret dårlige for 30 år siden. De har næsten nået det lavpunkt, som det britiske kongehus nåede.

Se på Europas tilstand. Listen over de store industrier, der engang fandtes. De store banker. De schweiziske banker. Det mægtige Japan. Vi ser på hele denne planet en opløsning af civilisationen. Det tidligere Sovjetunionen. Mellemøsten. En døende civilisation. Og så Afrika, hvor prins Philip i 1961 forpligtede sig til at forsvare dyrene—sine formodede slægtninge, gorillaerne i Rwanda. Det er hans opfattelse af mennesket.

Hvad betyder dette? Inden vi vender tilbage til Afrika—hvad betyder dette for denne civilisation, som Afrika er fanget i?

Hvad er mennesket?

I Centralafrika falder levealderen—selv uden folkedrab. Sygdomme, der var halvt besejret, vender tilbage: Lassa-feber, Ebola, HIV raser. Hungersnød sænker levealderen. Se på de sidste 400-500 år. Og på de sidste 30 år.

I de sidste 30 år har vi set et fald fra en civilisation, der øgede individets magt, forlængede levealderen, forbedrede levestandarden—og i de sidste 30 år blev alting værre. Var det en guddommelig handling? Hale-Bopp-kometen? Eller var det menneskets vilje, der bragte civilisationens ødelæggelse?

Menneskeheden er ikke et dyr. Vi er skabninger af ånden. Vi er skabt i Guds billede. Vi har magt til at udøve herredømme i universet. Vi kan ændre universets betingelser—øge vort antal, forbedre vort helbred, udvikle vore sind. Når noget går galt for menneskeheden, er det sjældent noget, den ikke selv har forårsaget.

Hvordan lever menneskeheden i forhold til universet? Ved ideer. Sproget blev ikke givet os; det blev udviklet. En hel række opdagelser afspejles i sprogenes udvikling. Det er opfindelser.

Her i Tyskland var der for omkring 500.000 år siden en civilisation i Harzen-regionen. I en Harz-mine opdagede man artefakter—et perfekt afbalanceret kastespyd af hårdttræ. Det er to istider før vor tid. Men alle disse ældgamle tider er tabt i tågen, hinsides de sidste seks-syv tusinde år af menneskelig eksistens.

Idéernes lager

I alle disse tusinder og hundredtusinder af år forinden frembragte vore forgængere opdagelser, der blev givet videre til deres børn. Disse opdagelser—sprog og alt det andet—kalder vi ideer. Menneskeheden er en skabning af ideer. Mange samfund er gået under, fordi de manglede en nødvendig idé. Andre opdagede idéen, der løste problemet. Dette lager af ideer, af al menneskelig bedrift, er nu legemliggjort i mennesker fra alle dele af planeten—hele menneskehedens fælles arv.

Sådan eksisterer vi. Vi blev ikke født i går og erobrede planeten. Vi eksisterer, fordi vore forgængere udviklede og praktiserede ideer, der blev givet os som arv. Når civilisationen bryder sammen, bør man ikke søge årsagen i en bestemt del. Opløsningens sygdom findes næsten overalt.

Hvordan sker dette? Mennesker styrer sig selv gennem deres sind—ideer, meninger, praksis. Der er noget galt i menneskehedens hoved. Noget er gået forfærdeligt galt, som ikke var så galt for 30 år siden. Vi accepterede dårlige ideer for 30 år siden på grund af mangler i den tidligere verdenscivilisation. Det, vi ser, er en civilisationskrise—og her kan man forstå Afrika.

Hvor står vi i dag?

Klokken er næsten midnat. Jeg ved ikke på hvilken dag eller i hvilken uge dette system vil bryde sammen, men det vil ske snart. Ikke om ti år, ikke om fem—det vil ske snart. Sammenbruddet vil ske, mens præsident Clinton stadig er præsident. Intet kan redde det finansielle system. Intet kan redde IMF. Det er Titanic—allerede læk og synkende. Hvis menneskeheden ikke stiger af Titanic, vil den synke med den.

Vi har set sådan noget før i historien—randen af en mørk tidsalder. Afrika har oplevet flere mørke tidsaldre. Massedød. Sammenbrud af levealderen. Nu ser vi dette på planetarisk niveau.

Som følge af de teknologiske og idémæssige ændringer gennem de sidste 500 år, der udstrålede fra Europa, steg verdens befolkning fra flere hundrede millioner til fem milliarder på omkring 500 år. Den største forbedring i de demografiske karakteristika i hele den kendte menneskehistorie. Den nuværende befolkning er resultatet af ophobningen af institutioner knyttet til den moderne nationalstatsøkonomi.

Det var den statslige udvikling af infrastruktur, den statslige fremme af offentlig uddannelse. Først den almene gymnasieskole i det 19. århundrede, dernæst adgang til universitetet i slutningen af det 19. og det 20. århundrede. Retten til universitetsuddannelse fandtes ikke i USA før slutningen af Anden Verdenskrig—GI Bill of Rights.

Nationalstatens ansvar

På dette idékompleks, denne uddannelse, afhænger befolkningsniveauet. Uden nationalstaten findes dette ikke. Det er nationalstatens ansvar at tage sig af hele territoriet og hele befolkningen—at sørge for uddannelse til alle. Uden nationalstaten sker dette ikke.

Regeringens ansvar er at styre økonomien—ikke at privatisere den. Privat initiativ, ja—men betingelserne må skabes. Uden jernbaner, veje, energi, vandforvaltning, uddannelse, regulering er dette ikke muligt. Hvis man ødelægger nationalstaten, hvad sker der så med befolkningsniveauet?

Vi har nu kunstige hungersnød på denne planet—påtvunget af IMF's, Verdensbankens og andre institutioners politik. Afrika kunne mere end brødføde sig selv med sit nuværende land, hvis det havde nationalstater og udvikling. Sammenbruddet af muligheden for menneskelig eksistens betyder en reduktion til omkring 20% af det nuværende niveau inden for to generationer—tilbage til det 14. århundredes niveau.

De ser dette ske i Afrika lige nu.

I Zaire for eksempel. Zaire gik i opløsning på IMF's ordre til Mobutu. Ingen hær, ingen administration. Lad landet falde sammen. Lad diamanthandlerne, metalkoncessionerne, guld- og oliekoncessionerne overtage det stykke for stykke. Opret enklaver—bevogtet af lejesoldater, ikke regering.

Og resten af territoriet, med én undtagelse, er ingenmandsland, hvor vilde bander jager hinanden. Med én undtagelse: højlandet omkring Victoriasøen, hvor europæere gerne vil bosætte sig. Desværre er dette smukke land overbefolket af afrikanere, der kan elimineres—for at gøre plads til europæernes huse.

Dette er kaosset, den nye mørke tidsalder—som Romerrigets fald eller banksammenbruddet i midten af det 14. århundrede. Afrikas sammenbrud er et varsel for hele planeten, medmindre vi frigør os fra de ideer, der er ansvarlige for det globale sammenbrud.

Kina er blevet væsentligt forbedret

Den eneste del af planeten, hvor dette mærkbart er blevet vendt, er under ledelse af den nyligt afdøde Deng Xiaoping i Kina i de sidste omkring 15 år. Kina er blevet væsentligt forbedret—med mange modsætninger, men klart forbedret. Det er den eneste del, der har set markant forbedring gennem nogen del af de sidste 30 år.

Resten af planeten er en katastrofe, der ligger i de indflydelsesrige personers ideer. Hvor mange forsvarer i dag neo-malthusianske ideer? At elefanter skulle være vigtigere end mennesker? At gorillaer skulle være vigtigere? Det er en idé.

Så man dræber mennesker for at beskytte en ubetydelig bakterie. Nogen opdager en mikroskopisk organisme og erklærer den for 'truet'. Hvad gør man ved mennesker for at beskytte denne art? Det er en af umoraliteterne.

So, you kill the people, even to protect an insignificant bacterium. This has come to that point! Somebody discovers a bacterium, or a microscopic organism, of a specific species, and says it’s “endangered.” Or some kind of insect—a variety of insect, not even a species, just a different coloration—that becomes an “endangered species.” What is done to human beings, to protect that species, in the name of protecting that species? That’s an idea, one of the immoralities.

Hvad skete der med det? Globalt samfund—den uhæmmede globale udbredelse af økonomisk opløsning. Folk går fra land til land og opretter slaveværksteder i 'outsourcingens' navn, for så at flytte videre, hvor arbejdskraften er billigere. Under slave-lignende forhold bliver folk syge, og befolkningen bryder sammen.

Det er de vilkår, vi står overfor. Med dårlige ideer.

Hvordan tvinges menneskeheden til at udvikle nye ideer?

Vi tror på visse ting og handler derefter. Så når vi til et punkt, hvor systemet ikke længere virker. Det samme sind, der troede på de gamle ideer, erkender et faktum, der viser, at det gamle system ikke virker. Det er et paradoks. Sindet tvinges til at bruge sin skabende kraft til at gøre en ny opdagelse og handle derefter.

Dette system går mod enden

Menneskeheden når et sådant punkt. Systemet af frihandel, malthusianisme og parasitisme går mod enden. Det samme sind, der kan opfatte systemet og dets regler, kan også opfatte, at systemet som helhed ikke virker. Ingen betydningsfuld person i nationernes ledelse benægter—i hvert fald privat—at dette system i sin nuværende form går en umiddelbar ende i møde.

Lad os springe et øjeblik for at se politikken for Afrika. Som min ven Godfrey Binaisa ville sige: Dette er 'Rhodes-planen' under kong Edward VII—at affolke Afrika for 'overskydende' afrikanere. Beholde nogle få til tjeneste. Beskytte elefanterne til den britiske aristokratis fornøjelse. Bevare Afrikas råstoffer til europæerne.

Det er præcis, hvad der sker. Afrikanerne elimineres—med lidt mere sofistikerede metoder end Hitlers, men lige så effektive: konflikter, hungersnød, sygdomme, IMF-betingelser. Tage naturressourcerne—guld, olie, diamanter. Og nogle få udvalgte ejendomme som Rwanda og Burundi, bestemt til salg til rige europæere.

Hvorfor gør de dette?

Ifølge LaRouche forsøgte prins Philip 'at forsvare sine formodede slægtninge, gorillaerne i Rwanda—det er hans opfattelse af mennesket.' CC/Cai Tjeenk Willink

Se på de 22 selskaber, der i dag kontrollerer 83% af Afrikas råstofproduktion. Med deres lejesoldater sidder de bekvemt på den ejendom. De gør det samme i Centralasien. Når verden bryder sammen, har disse folk allerede kortlagt alt og slås indbyrdes som aber i en zoologisk have om kontrollen med ressourcerne. Her står vi. Det anglo-hollandske oligarki står bag denne operation. Dette er det paradoks, vi står overfor.

Hvordan Afrika kan forandre verden

Er der en løsning?

Ja. Løsningen kræver magt—global magt. Og ideer, der må påtvinges denne magt. Herunder ideen om, hvad der sker i Afrika. Hvordan Afrika kan hjælpe med at forandre verden.

Magten ligger hovedsageligt to steder. I 1988 fremlagde jeg en politik for det sovjetiske systems forestående sammenbrud. Jeg holdt denne tale i Berlin den 12. oktober 1988. Jeg sagde, at Warszawapagten stod foran opløsning; Tysklands genforening var i sigte. Området fra Paris over Wien til Berlin er den største historiske koncentration af værktøjsmaskine-konstruktionskapacitet på denne planet.

I de fleste afrikanske lande har man ingen værktøjsmaskinekapacitet. Kun i Sydafrika findes kapacitet af betydning i hele Afrika. Denne kapacitet må forbindes med Asiens befolkningsmasser. Vi må mobilisere den tidligere sovjetøkonomis ressourcer.

Henry Careys jernbaneprojekt

And, that what must be done, and—for example, in most African countries you have no machine-tool capability, design capability. Only in South Africa is there some machine-tool capability of any significance, in all of Africa. That is, machine-tool design capability. And, that this machine-tool-design capability must be hooked up, especially in Asia, to those masses of the population which must have technological progress. And, that we should mobilize the, admittedly impaired, but nonetheless existent resources of the former Soviet economy, to participate in the production of the massive wealth required to meet this requirement for what would be called—or was called—the developing sector of the Third World, at that time.

Well, something different happened. And, Helga [Zepp-LaRouche], when I was in prison, proposed this in 1989 (Ralf Schauerhammer [a close associate of LaRouche—ed.] was part of it; others were part of it)—proposed it as the “European Productive Triangle.” That the center of Europe must mobilize itself for this purpose of transforming the planet by reaching out, in the case of the breakup of the so-called “Cold War apparatus,” to utilize the resources of the former Soviet Union—the productive resources—together with those of Central Europe and elsewhere, in order to reach out and provide technology to these other parts of the world, the so-called Third World. And that, where the idea of developing what I call “spiral arms,” using the analogy of the galaxies, the astrophysical galaxies, must, in transportation, development corridors, must reach out across the world to bring, among other things, to bring such corridors from the Atlantic to the Pacific, and down to the Indian Ocean, and thence into Africa and other continents. That must be the plan.

Well, it didn’t quite work that way, for various reasons—political reasons. But, then, in the course of things, China picked up on this; and, China called this a “Silk Road Policy.” So, instead of having a proposal which I had originally proposed, of working from Central Europe, from the great concentration of former productive potential, through spiral arms, into other parts of the world, the developing sector, we now have a situation where a developing nation, an old nation but a developing one, China, was now taking the initiative in pushing the same kind of spiral arms back toward Europe, and elsewhere. Now, this, the Chinese call “The Silk Road Project.” We call it generically, “The Eurasian Land-Bridge Project.” And, you’ll hear more about that, as you wish, in the course of the day, and tomorrow.

Now, you saw recently this week something very interesting happened. Let’s go back to the previous week: In Denmark something terrible happened—well, terrible things do happen in Denmark, after all; it’s the nation of Hamlet, right? Where, remember the end of Hamlet, where the—some of you may know that, particularly those who came from Anglophone countries—where, at the end of the drama, Hamlet, who cannot make the decision which would save Denmark in itself, because it’s a strange idea, clings to his old ideas, and he, and Denmark, go into the bucket as a result of this, at the end. And, then, the final word in Shakespeare’s character is to say, Let us reflect upon these events, while they’re fresh in our minds, that we may not repeat this mistake, in a work again. We hope that Denmark never repeats this mistake again.

But, the Danes put out a resolution condemning China. Now, some of you may know, if you’ve followed history at all, that the fellow that became King Edward VII of Britain was very much opposed to an idea which came out of the United States; and came out of the United States by way of Germany and Russia and so forth, which was called the great railroad development project, that we had, in the middle of the 19th Century, we had developed corridors of development across [the continent] from the Atlantic to the Pacific, using railroads.

Henry Carey’s Railroad Project

Noget andet skete. Helga foreslog i 1989, mens jeg sad i fængsel, den 'Europæiske Produktive Trekant'. Europas centrum må mobilisere sig for at omdanne planeten—bruge det tidligere Sovjetunionens ressourcer sammen med Centraleuropa for at bringe teknologi til den tredje verden. Ideen om 'spiralarme'—som i galakser—må strække sig i udviklingskorridorer fra Atlanten til Stillehavet, til Det Indiske Ocean, til Afrika.

Det gik ikke helt sådan—af politiske grunde. Men Kina greb dette og kaldte det 'Silkevejspolitikken'. I stedet for at udgå fra Centraleuropa driver Kina nu de samme spiralarme tilbage mod Europa.

I denne uge skete der noget interessant. I ugen forinden skete der noget forfærdeligt i Danmark—Hamlets nation. I dramaets slutning klynger Hamlet sig til sine gamle ideer, og han og Danmark synker. Shakespeares sidste ord: Lad os reflektere over disse begivenheder, så vi ikke gentager fejlen.

Men danskerne vedtog en resolution mod Kina. Kong Edward VII var modstander af det store amerikanske jernbaneprojekt i det 19. århundrede—udviklingskorridorer fra Atlanten til Stillehavet.

Library of Congress

Library of Congress

Den politiske leder af USA's patriotiske fraktion efter mordet på Lincoln var Henry Carey fra Philadelphia. Carey foreslog med sine venner i Europa udviklingen af et jernbanenet fra Atlanten til Stillehavet og Det Indiske Ocean.

Inddraget heri var Japan (USA's allierede mod Storbritannien indtil 1894) og Sun Yat-sen (USA's protegé og Storbritanniens fjende), det moderne Kinas fader.

Ideen var at forene disse kræfter for at udvikle Centralasien og bringe USA's og Centraleuropas industrielle potentiale til Asien. Som svar organiserede briterne Første Verdenskrig og bragte Hitler til magten i Tyskland i 1933—for at forhindre dette. Tysklands naturlige impuls siden 1876-1879 har gået i denne retning.

Nu har kineserne grebet dette. Og briterne er fast besluttet på at ødelægge det—fører virtuel krig mod Kina, mod mig og forsøger at ødelægge præsident Clinton.

Reaktionen: Præsident Clinton, udenrigsminister Albright og Japans Hashimoto støttede dette samarbejde mellem det tidligere Sovjetunionen og Kina.

Således opstår Landbro-projektet—muligheden for økonomisk genrejsning for planeten. Denne politik støttes af USA's præsident.

Maastricht-selvmordspagten

Europa fungerer ikke for tiden. Europæerne kunne ikke træffe beslutning om Balkan. Maastricht er en selvmordspagt—som Seneca i badekarret, der begår selvmord med mange snit. Det kaldes budgetnedskæringer. Frankrig ødelægges, Tyskland ødelægges—af egen hånd! Europa fungerer ikke.

Præsident Edwin Barclay af Liberia og præsident Franklin D. Roosevelt under Anden Verdenskrig, 1943. FDR-Bibliotek

Præsident Edwin Barclay af Liberia og præsident Franklin D. Roosevelt under Anden Verdenskrig, 1943. FDR-Bibliotek

Bortset fra det Britiske Imperium—som stadig eksisterer. Det Britiske Commonwealth er det Britiske Imperium. Storbritannien kontrolleres af et statsråd, et oligarkis organ, der har udvalgt kongefamilien som sin doge i venetiansk stil.

Det Britiske Imperium med dets finansfolk, store selskaber, Ostindisk Kompagni-levn kontrollerer hele Commonwealth—dets regeringer, finanser og udenrigspolitik.

Det er fjendemagten. Den eneste magt, der kan modstå dette, er en kombination af USA's regering og Kina med andre lande. Vi har brug for store infrastrukturprojekter over hele planeten for at vende de sidste 30 år og afhjælpe kolonialismens uretfærdighed. Roosevelt ville have forsøgt, hvis han havde levet.

For det andet må vi af med årsagen til vor nød—det store finansielle, monetære og økonomiske sammenbrud.

Alle kender selskaber, der går konkurs og rekonstrueres. Dette system er konkurs. Regeringerne må slå bankerne konkurs og skabe et nyt pengesystem i overensstemmelse med de store udviklingsprojekter.

Vi står overfor en katastrofe. I må handle. Handler I ikke, vil milliarder dø. Ingen tid til diskussion. Menneskehedens skæbne afhænger af få mægtige beslutningstagere.

De eneste, der kan gøre dette, er partnerne i en aftale mellem USA's præsident og Kina—magt nok til at bryde IMF-systemet.

Der er endnu en ingrediens. Intellektuelt er der specifikationer, der vil få systemet til at virke. Hvor finder vi lidenskaben til at handle? Det er det, der på græsk kaldes agapē. Når du gør en opdagelse, må du opretholde din koncentration, udvikle en følelsesmæssig kraft til at blive ved problemet, indtil du når en løsning. En computer har intet intellekt! Det er lidenskab.

Afrikas lidenskab

Lad os tale om Afrikas lidenskab. Afrikas lidenskab kan drive regeringer til at løse denne krise—bruge de eksisterende ideer og gøre dem virkelige.

Hvad er Afrika? I USA synes ingen i regeringerne længere at bekymre sig om Afrika. Der findes ingen vælgerkreds for Afrika. Men den kan skabes—det er en af de opgaver, vi arbejder på.